Delta-2 PCR-test tages i brug
Testcenter Danmark har taget ny PCR i brug i screeningen af alle positive covid-prøver. Den såkaldte Delta-2 er både så præcis, at B.1.1.7 nu kan opdages direkte og kan samtidigt som noget nyt opdage den sydafrikanske variant B.1.351 og den brasilianske P1 variant.
Med udbredelsen af nye varianter af SARS-CoV-2, er det afgørende med hurtig påvisning af vigtige virusvarianter til overvågning og smitteopsporing. Statens Serum Institut (SSI) har derfor udviklet en ny test, Delta-2-PCR, som tirsdag d. 23. februar blev sat i drift i TestCenter Danmark.
Den nye version af Delta-PCR-testen er nu i fuld drift, således at SSI screener alle positive PCR-test i samfundssporet. Testen kan adskille en række variant-typer:
- B.1.1.7 (Britisk variant)
- B.1.351 (Sydafrikansk variant) /P1 (Brasiliansk variant 1)
- N439K variant/Y453F (Mink variant)/B.1.525
Dette vil accelerere smitteopsporingen hos Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) og den epidemiologisk overvågning da Delta-2 testen er et hurtigt og godt screeningsværktøj som supplement til helgenomsekvensering, idet prøvesvar kan foreligge indenfor allerede 12-24 timer efter positivt testsvar på standard-PCR.
Fra Delta-1 til Delta-2
Siden midten af januar 2021 er alle positive covid-tests TestCenter Danmark blev screenet for særlige virus varianter med en såkaldt Delta-PCR.
”Den første Delta-PCR har været et vigtigt redskab i den danske sygdomskontrol, blandt andet ved at give mulighed for en hurtig responstid over for den smitsomme og nu dominerende variant B.1.1.7. Men den havde begrænsninger, idet den påviste en gruppe af varianter samlet, der først efter sekventering kunne specificeres. Nu opgraderes screeningen med den nye Delta-2-PCR og det er en klar forbedring,” siger Anne-Marie Vangsted.
Arbejdes på yderligere forbedringer
Der arbejdes i øjeblikket på at opdatere Delta-PCR-testen yderligere, så den også kan finde en række varianter, der bærer mutationen E484K.
Derudover vil også den oversigt over fund med delta-PCR, som vi opgør hver dag kl. 14, blive opdateret til at vise resultaterne fra den nye Delta-2.
Kontakt
Anne-Marie Vangsted
,
Biobank, Medfødte Sygdomme & Vaccineberedskab
T. 32685305
@. amva@ssi.dk
Se profil