Covid-19 vaccination: Mere end hver tredje har fået et første stik
SSI’s overvågning af vaccinationsindsatsen er udvidet endnu en gang, denne gang med den første store målgruppe under 50 år og vaccinerne fra tilvalgsordningen.
Andelen af førstegangsvaccinerede er nu på 39,1%, og over en tredjedel af befolkningen har altså fået mindst ét stik.
”At over 39% har fået mindst én dosis er en stor milepæl i vores indsats mod covid-19. Af disse er 22,8% færdigvaccinerede, så vi er nu også nået til, at hver femte har fuld effekt af vaccinen. Det er gode nyheder og et vigtigt skridt mod muligheden for at genåbne samfundet yderligere”, siger konstitueret afdelingschef Palle Valentiner-Branth fra SSI.
De 16-19-årige og 45-49-årige indgår nu i den daglige overvågning
Den første store målgruppe med personer under 50 år er blevet inviteret til vaccinationsprogrammet (målgruppe 10 D1), og 7,4% har fået én dosis.
”Vi er nu nået så langt i vaccinationsprogrammet, at de yngste også er inviteret med i en model sammen med en ældre aldersgruppe. Konkret er der tale om de 16-19 årige samtidig med de 45-49 årige. De unge har en høj smittebyrde og er derfor også mere tilbøjelige til at føre smitten videre – derfor er det en vigtig gruppe at få vaccineret. Vi håber og regner med at tilslutningen stiger løbende i denne målgruppe, ligesom vi ser for de andre grupper”, siger Palle Valentiner-Branth fra SSI.
Hos de andre nyligt inkluderede undergrupper i målgruppe 10 stiger tilslutningen også: hos personer på 60-64 år (målgruppe 10A) har 87,3% fået én dosis, mens det er 73,5% hos de 55-59-årige (målgruppe 10B) og 48,4% hos de 50-54-årige (målgruppe 10C).
Tilvalgsordning inkluderes i overvågningen
Covid-19 vaccinen fra Janssen® er ikke en del af det generelle vaccinationsprogram, men borgere kan stadig få denne type vaccine via en tilvalgsordning, og vaccinen inkluderes nu i overvågningen på ssi.dk.
Der er d. 4. juni 2021 registreret 5.142 personer der har modtaget en vaccine fra Jannsen®, nogle af disse kan være givet i udlandet. Vaccinen fra AstraZeneca (Vaxzevria®) er også en del af tilvalgsordningen, og indgår igen i overvågningen.
Her kommer tallene fra
SSI’s overvågning af vaccinationsindsatsen mod covid-19 består af et landsdækkende, interaktivt dashboard, hvor Sundhedsstyrelsens prioriterede målgrupper opgøres efterhånden som de inkluderes i vaccinationsprogrammet.
Ligesom SSI’s normale overvågning af vaccinationer i Danmark sker overvågningen via Det Danske Vaccinationsregister (DDV). Her kan SSI følge med i, hvor mange personer der har fået mindst én dosis og er færdigvaccinerede mod covid-19.
Læs mere
Du kan se mere om SSI’s overvågning af covid-19 på covid19.ssi.dk/overvagningsdata, og finde en vejledning til dashboardet her.
Du kan også finde information om de tilgængelige vacciner her.
For en gennemgang af vaccinen fra Janssen®, se også EPI-NYT 19-21/2021.