World AIDS Day 2020
Den 1. december afvikles der World Aids Day for 32. gang.
I dag markerer organisationer, foreninger og enkeltpersoner verden over for 32. gang, at det er World AIDS Day (WAD).
Som det gælder for stort set alting, har covid-19-pandemien i 2020 på globalt niveau haft en negativ effekt på, hvordan det er gået med bekæmpelsen af hiv i løbet af året.
Dem med færrest resurser klarer sig dårligst
Og som det også er tilfældet i så mange sammenhænge, er det dem med færrest resurser, der klarer sig dårligst.
I Danmark har vi et stærkt sundhedsvæsen, der forsat kan overkomme at yde optimal behandling af de hiv-positive samtidig med, at der er et stort pres på grund af covid-19.
I den fattige del af verden forholder det sig ikke sådan. Omlægning af arbejdsstyrken i sundhedsvæsnerne, lukning af specialklinikker, nedlukning af samfund med tilhørende forbud mod at bevæge sig ud, mangel på offentlig transport, ustabile forsyningslinjer, omlægning af fonde og anden finansiering mm. udgør i flere lande udfordringer, der gør det umuligt, at hiv kan diagnosticeres og behandles på vanlig vis.
2019-tal med både gode og dårlige nyheder
Det er derfor med en vis bekymring, at vi ser frem mod de globale hiv-tal for 2020.
For 2019 rummer hiv-tallene både gode og dårlige nyheder.
I Danmark fortsætter den positive udvikling med færre nye hiv-diagnoser. I 2019 blev der således anmeldt 143 nye hiv-diagnoser i Danmark. Det er det laveste antal siden starten af hiv-pandemien.
Den faldende tendens ses først og fremmest blandt den gruppe, der er hårdest ramt af hiv i den vestlige verden: Mænd, der har sex med mænd (MSM).
Desværre bliver næsten halvdelen af de hiv-positive MSM først diagnosticeret, når deres immunforsvar er skadet, som udtryk for, at mange MSM ikke bliver testet hyppigt nok.
Tre grunde til, at MSM bør hiv-testes
Der er tre vigtige grunde til at blive testet for hiv, hvis man tilhører en risikogruppe, fx MSM:
- Jo før man får stillet diagnosen, jo før kan man komme i effektiv behandling og derved sikre, at ens immunforsvar ikke lider skade.
- Hvis man er hiv-positiv og velbehandlet, kan man ikke smitte andre.
- Hvis man er hiv-negativ MSM, kan man få tilbudt forebyggende hiv-behandling, PrEP (Pre-Exposure Prophylaxis), som er den indtil videre mest effektive forebyggelse mod at blive smittet med hiv.
Læs mere
Se overvågningsdata for hiv i Danmark.
Fakta fra UNAIDS
På verdensplan lever cirka 38 millioner mennesker med hiv. Heraf ved cirka otte millioner ikke, at de er smittet.
I 2019 blev cirka 1,7 millioner mennesker smittet med hiv.
Knap 700.000 mennesker døde af hiv-relateret sygdom i 2019.
Kontakt
Susan Cowan,
Sektionsleder,
Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Blod- og Seksuelt overførte infektioner
T. 32683444
@. sco@ssi.dk
Se profil