Ulovligt importerede hundehvalpe kan have rabies

I 2019 blev 11 personer sat i behandling mod rabies efter bid fra hunde. Som oftest fra hvalpe, der var ulovligt importeret fra udlandet.

Billede af hund 02

Siden 2010 er antallet af danskere, der blev vaccineret efter mulig eksponering for rabies i udlandet, fordoblet. Og det vokser stadig, viser den årlige opgørelse over rabies fra Statens Serum Institut (SSI).

I Danmark har man som regel kun risiko for at blive smittet med rabies, hvis man bliver bidt af en flagermus. I andre dele af verden er rabies mere udbredt. Alligevel er der kun få, der bliver vaccineret før rejsen. Til gengæld bliver en del sat i behandling, når de kommer hjem.

300 i behandling

Således blev der i 2019 blev sat i alt 300 personer i behandling mod mulig rabies efter dyrebid. Langt de fleste af dem – i alt 261- efter at være blevet bidt af dyr i udlandet.

Yderligere 28 personer blev sat i profylaktisk behandling, fordi de var blevet bidt af flagermus i Danmark. Dette tal er steget fra 21 i 2018 og 13 i 2017.

”Endelig blev 11 personer sat i behandling mod rabies efter at være blevet bidt af hunde i Danmark. Oftest hvalpe, der er blevet ulovligt importeret fra udlandet, herunder primært Serbien”, siger sektionsleder Susan Cowan fra SSI.

Fakta om rabies hos dyr

Rabies forårsages af virus fra familien lyssavirus. Det forekommer oftest som klassisk rabiesvirus eller European Bat Lyssavirus (EBLV type 1 og 2), også kaldet flagermuserabies.

Klassisk rabies forekommer stadig endemisk i dele af Østeuropa, mens det er udryddet i den vestlige del af Europa.

Illegal import af kæledyr fra tredjeverdenslande til Europa udgør dog fortsat et problem. Og jævnligt rapporteres der om tilfælde af rabies i hunde eller katte, som er blevet indført fra Nordafrika til det sydlige Europa.

Klassisk rabies forekommer endemisk i Grønland, hvor polarrævene jævnligt spreder smitten til andre pattedyr. Senest er klassisk rabies påvist i polarræve i 2018.

Susan Cowan

Kontakt

Susan Cowan, Sektionsleder, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Blod- og Seksuelt overførte infektioner
T. 32683444 @. sco@ssi.dk Se profil