Udbrud af lungebetændelse med ny coronavirus i Kina - Status 21. januar 2020
WHO har indkaldt til hastemøde om situationen onsdag. Samtidig har de kinesiske myndigheder rapporteret, at den nye virus godt kan smitte fra menneske til menneske ved tæt kontakt med de smittede.
Situationen med udbruddet af lungebetændelse med en ny coronavirus i Kina udvikler sig dag for dag.
Verdenssundhedsorganisationen WHO oplyste første gang den 12. januar, at der var et udbrud i gang med tilfælde af lungebetændelse, som siden har vist sig at skyldes en ny type coronavirus (nCoV). Udbruddet har udgangspunkt i millionbyen Wuhan cirka 800 kilometer vest for Shanghai.
Indkaldt til hastemøde
Wuhan er et transportknudepunkt med en stor lufthavn. Herfra er der blandt andet direkte fly til Europa til England, Frankrig og Italien.
Siden WHO’s første udmelding er der set yderligere tilfælde, dels i Kina og dels blandt rejsende fra Wuhan til flere nabolande. Der er således påvist enkelte tilfælde i Thailand, Japan og Sydkorea – alle blandt rejsende fra Wuhan.
Ifølge det europæiske center for sygdomskontrol (ECDC) har der frem til 20. januar 2020 været 198 bekræftede tilfælde af patienter, der er smittet med den nye nCoV-virus. Heraf er fire døde.
WHO har derfor indkaldt til hastemøde om situationen onsdag den 22. januar. Her vil man vurdere, hvor alvorligt udbruddet er. Herunder om der er tale om en international sundhedskrise, der kræver en koordineret, global indsats.
Smitter fra menneske til menneske
De kinesiske myndigheder har også rapporteret om, at man har set tilfælde, hvor nCoV-virusen har smittet fra person til person. Det drejer sig dels om smitte af sundhedspersoner og dels om smitte indenfor familier.
”Det kommer ikke helt bag på os. Det er velkendt for andre typer af coronavirus som fx MERS-CoV, at der kan ses smitte ved tæt kontakt til syge patienter. Men dette er ikke ensbetydende med, at der sker smitte imellem mennesker ude i samfundet”, siger afdelingschef Tyra Grove Krause fra SSI.
Kun lav risiko for, at nCoV når til Danmark
Det store spørgsmål set med danske øjne er selvfølgelig, om vi også risikerer at se tilfælde af nCoV-virus i Danmark?
”Foreløbig er det kun blandt rejsende fra Wuhan, at der har været mistanke om smitte med nCoV. Derfor vurderer vi lige nu, at risikoen for smitte i Danmark er meget lav eller usandsynlig”, siger Tyra Grove Krause.
Det anses i øvrigt for sandsynligt at nCoV også kan give milde symptomer, der ikke nødvendigvis fører til undersøgelse og indlæggelse. Det reelle antal smittede kan derfor være større. Indtil videre ser det heller ikke ud til, at nCoV er så alvorlig som fx SARS og MERS, idet dødeligheden er betydeligt lavere.
Læs mere
Læs mere om coronavirusudbruddet på SSI's udbrudsside.
Læs mere om coronavirusudbruddet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Kontakt
Tyra Grove Krause,
Faglig direktør,
Epidemiologisk Infektionsberedskab
T. 32688613
@. tgv@ssi.dk
Se profil