TestCenter Danmark Vest åbner mandag

Det nye testcenter betyder en væsentlig udvidelse af den totale testkapacitet i TestCenter Danmark, som ved årsskiftet forventes at være oppe på 95.000 testanalyser om dagen. Samtidig betyder det kortere transport for de vestdanske prøver og dermed kortere svartider.

Efter nogle måneders forberedelse og opbygning sker det. Mandag den 7. december slår TestCenter Danmark Vest dørene op til den 1.500 kvadratmeter nyopførte bygning, der ligger i forbindelse med Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Det sker med en lille åbningsceremoni, hvor testcenteret indvies af formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau.

115.000 analyser om dagen til januar

Dermed er der ikke blot skabt 150 nye arbejdspladser i Aarhus Kommune, men en markant forøgelse af den samlede danske testanalyse-kapacitet.

”Vi starter ud med at udføre 5.000 testanalyser om dagen i Aarhus, men allerede ved årsskiftet vil TestCenter Danmark Vest udføre 30.000 testanalyser om dagen, så den samlede kapacitet hos

TestCenter Danmark bliver på 95.000 testanalyser hver dag. Og i løbet af januar vokser kapaciteten yderligere til 115.000 testanalyser om dagen”, siger TestCenter Danmarks direktør Anne-Marie Vangsted.

Kortere transport og svartid

Ideen med TestCenter Danmark Vest er, at man her kan køre prøver fra Vestdanmark. Det vil gøre, at prøverne ikke skal transporteres lige så langt som hidtil, før de bliver analyseret. Og det er forventningen hos TestCenter Danmark, at det vil bringe de samlede svartider for hele landet ned.

”Det er hele ideen med at bygge den her center, at vi får en højere kapacitet og en hurtigere svartid”, siger Anne-Marie Vangsted.

Corona-uvenligt

Til forskel fra TestCenter Danmark Øst på Statens Serum Institut er det nye testcenter opført som én samlet bygning, hvor analyseprocessen fungerer lidt som en fabrikslinje, og prøverne bevæger sig fra den ene ende af bygningerne til den anden, opnår man uden omkostninger høj effektivitet.

Desuden vil testcenteret blive drevet af vindenergi, ligesom designet er gennemtænkt aldeles ”corona-uvenligt”. Det er blandt andet udstyret med automatiserede døre samt et slusesystem mellem dele af laboratoriet, der forhindrer kontaminering på tværs laboratoriet.

Anne-Marie Vangsted

Kontakt

Anne-Marie Vangsted , Biobank, Medfødte Sygdomme & Vaccineberedskab
T. 32685305 @. amva@ssi.dk Se profil