TestCenter Danmark bygger et laboratorium i Vestdanmark
Projekteringen er gået i gang for det, der om kort tid skal ende som TestCenter Danmarks nye analysefacilitet i Vestdanmark. Det nye laboratorium kommer til at ligge i Aarhus som nabo til COVID-19-prøvetagningsfaciliteterne på Aarhus Universitetshospital.
Da regeringen og de øvrige partier i Folketinget for et par uger siden indgik en aftale om næste fase af genåbningen af Danmark, blev det besluttet, at etablere yderligere en COVID-19-laboratoriefacilitet i Vestdanmark. Det skal ske i regi af TestCenter Danmark (TCDK).
Nu har TCDK sammen med Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital fundet ud af, hvor det nye laboratorium kan ligge.
”Jeg er rigtig glad for at der er mulighed for at de nye analysefaciliteter kommer til at ligge som nabo til de planlagte fælles prøvetagningsfaciliteter for sundheds- og samfundssporet på Aarhus Universitetshospital”, siger TCDK’s direktør Anne-Marie Vangsted.
Søger medarbejdere
Analysefaciliteten får knap 40 medarbejdere og en testkapacitet på 30.000 tests om dagen.
”Vi har nu sammen med Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital indledt projekteringen og er så småt klar til at sætte pavilloner op og søge efter medarbejdere”, siger Anne-Marie Vangsted og tilføjer.
”Vi er rigtig glade for samarbejdet med Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital, som betyder at vi er kommet så hurtigt i gang”.
I Region Midtjylland glæder koncerndirektør Ole Thomsen sig til et frugtbart samarbejde med Statens Serum Institut (SSI).
"Vi kender jo hinanden i forvejen, men nu vi bliver nære naboer. Så får vi endnu bedre muligheder for at skabe stærke faglige miljøer", siger Ole Thomsen.
Mindre transport og hurtigere svar
Når den nye analysefacilitet går i gang, vil det betyde, at borgerne får hurtigere svar på deres tests, da prøven ikke skal transporteres så langt.
Det er planen, at analysefaciliteten i Aarhus hovedsageligt skal analysere de tests, der bliver taget i Vestdanmark.
”Samtidig bliver analysefaciliteten en del af TestCenter Danmarks samlede analysetestkapacitet. Det ruster os stærkere i forhold til eventuelt fremtidige udbrud i Danmark”, fastslår Anne-Marie Vangsted.
Læs mere
Du kan læse mere om TestCenter Danmark på TCDK’s hjemmeside.
Kontakt
For yderligere informationer kontakt:
Direktør i TDCK Anne-Marie Vangsted på amva@ssi.dk eller telefon 32685305
Koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen på ole.thomsen@stab.rm.dk eller telefon 21469807
Kontakt
Anne-Marie Vangsted
,
Biobank, Medfødte Sygdomme & Vaccineberedskab
T. 32685305
@. amva@ssi.dk
Se profil