Stadig høj tilslutning til HPV-vaccination af piger
Tilslutningen til HPV-vaccination af drenge er derimod kun nået op på 28%, siden den gratis HPV-vaccination for drenge trådte i kraft i efteråret. Men Statens Serum Institut forventer, at den stiger.
Langt de fleste piger vælger stadig at blive HPV-vaccineret. Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut (SSI). Ifølge dem havde 78% af de piger, der blev født i 2006 fået den første HPV-vaccination, da vi gik ind i det nye år. Og for dem, der er født i 2005, var tallet steget fra 73% til 84% i løbet af 2019.
Sidste år begyndte i alt 36.810 piger HPV-vaccinationsprogrammet. Det tal er – lige som i 2018 – højere end størrelsen af fødselsårgangen af 12-årige piger. Den var på cirka 33.000 piger i både 2018 og 2019.
”HPV-vaccination er rettet mod 12-årige. Alle piger fra 12 til 17 år er dog dækket af tilbuddet om gratis vaccination. Det høje antal piger, der begyndte HPV-vaccination i 2019, viser derfor, at der også er mange piger, som er ældre end 12 år, der vælger at blive vaccineret”, siger sektionsleder Palle Valentiner-Branth fra SSI. Han tilføjer:
”Overordnet kan man sige, at der også i 2019 var en fortsat høj HPV-vaccinationsaktivitet for piger. Og at der fortsat ses catch-up vaccination af ældre årgange af piger op til 17-års alderen. Det betyder, at vaccinationsdækningen for HPV1 for piger for årgang 2002-2005 er vokset 2-11 procentpoint til 82-87% sammenlignet for 11 måneder siden. Vi regner med, at udviklingen fortsætter i 2020, så vi når endnu tættere på målet på 90% vaccinerede.”
Flere og flere drenge bliver vaccineret
Fra den 1. september 2019 har drenge, der fylder 12 år fra og med 1. juli 2019, også fået tilbud om en gratis HPV-vaccination. I de fire sidste måneder af 2019 tog 4.784 drenge imod tilbuddet.
Det svarer til 28% af målgruppen, men drengene skal nok komme med, mener Palle Valentiner-Branth
”Der er typisk en vis forsinkelse i forhold til den anbefalede alder. Derfor er det meget sandsynligt, at dækningen vil stige i løbet af 2020, når programmet har været i gang i længere tid. Det forventes samtidig, at tilbuddet om catch-up vaccination til en bredere aldersgruppe af drenge (LINK) vil øge opmærksomheden omkring HPV-vaccination af drenge”, siger Palle Valentiner-Branth.
Læs mere
Kontakt
Palle Valentiner-Branth,
Afdelingschef,
Infektionsepidemiologi og Forebyggelse
T. 32683269
@. pvb@ssi.dk
Se profil