Patient nummer to med COVID-19 i Danmark

Statens Serum Institut har netop testet endnu en person positiv for ny coronavirus.

Billede af Statens Serum Institut 01

Halvvandet døgn efter at Danmark havde fået sit første COVID-19 tilfælde er endnu en person testet positiv for ny coronavirus – kaldet SARS-CoV-2.

Lige som første gang drejer det sig om en person, der er kommet hjem fra skiferie i Italien. Personen vendte tilbage fra skiferie i Norditalien den 15. februar og fik nogle senere feber, muskelsmerter, hoste og åndenød.

Patienten fik taget en prøve på Rigshospitalets infektionsmedicinske afdeling, som derefter blev sendt til Statens Serum Institut (SSI). Her har man så nu testet prøven positiv for SARS-CoV-2. 

Forventet med flere tilfælde

Hos SSI er man ikke overraskede over, at der nu er fundet endnu et tilfælde:

”Vi har siden det første tilfælde af ny coronavirus i Danmark i går modtaget mange prøver fra patienter med luftvejsinfektioner – primært folk der er vendt hjem fra de berørte områder i Norditalien. Og vi forventer flere prøver de næste dage, indtil landets hospitaler selv er i stand til at udføre den nye analyse”, siger SSI’s faglige direktør Kåre Mølbak. Han tilføjer:

”Indtil videre ændrer de to COVID-19 tilfælde heller ikke på den aktuelle risikovurdering, som Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen udsendte i tirsdags. Det var og er forventeligt, at der vil blive fundet flere patienter i den nærmeste fremtid. Man skal også huske på, at hos langt den største del af dem, der får COVID-19, har sygdommen et mildt forløb,” siger Kåre Mølbak.

Hospitaler begynder snart at teste selv

Foreløbig er i alt 187 blevet testet for SARS-CoV-2 i Danmark, hvoraf to har været positive. Indtil videre er alle tests blevet udført hos SSI, men nu er flere hospitaler ved at være klar til selv at teste folk for virussen. Det sker formentlig i løbet af de nærmeste dage.

Læs mere...

Tyra Grove Krause

Kontakt

Tyra Grove Krause, Faglig direktør, Epidemiologisk Infektionsberedskab
T. 32688613 @. tgv@ssi.dk Se profil