Kighosteepidemien er forbi

Man må formode, at kighosteepidemien, der begyndte i forsommeren 2019, nu reelt er overstået på grund af de tiltag, man indførte for at hindre udbredelsen af COVID-19.

Kvinde der hoster 01

I 2019 var der kighosteepidemi i Danmark, som fortsatte ind i foråret 2020. Det viser årstallene for kighoste fra Danmarks Serum Institut (SSI).

Totalt set blev der påvist i alt 3.691 tilfælde af kighoste i 2019 mod henholdsvis 1.023 og 1.064 tilfælde i 2018 og 2017. Da landets senest blev ramt af en kighosteepidemi i 2016, blev der påvist 2.089 tilfælde.

Flest tilfælde på Fyn og i Nordsjælland

Årstallene viser, at der var flest tilfælde af kighoste i 2019 på Fyn. Her blev der påvist i alt 735 tilfælde og samtidig den højeste incidens pr. 100.000 indbyggere. På andenpladsen kom Østjylland med 611 tilfælde. Nordsjælland havde 466 tilfælde, men den næsthøjeste incidens pr. 100.000 indbyggere (100,5), mens Nordjylland lå lavest med 24,6 tilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Det var også på Fyn, at kighosteepidemien startede i 2019, hvorefter den bredte sig til hele landet.

Faldt drastisk, da Danmark lukkede ned

Da epidemien var på sit højeste i januar 2020, blev der påvist i alt 874 tilfælde på bare én måned.

Derefter blev Danmark og resten af verden ramt af COVID-19 epidemien, og det påvirkede også kighosteepidemien. Da der i marts blev indført omfattende COVID-19 restriktioner, skete der et massivt fald i antallet af folk, der blev testet for kighoste, og dermed også i antallet af påviste tilfælde.

”Man må derfor formode, at de generelt smittebegrænsende tiltag, der blev indført i Danmark, har været med til, at kighosteepidemien nu reelt er overstået”, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI.

Flest spædbørn og større skolebørn blev smittet

Ser man på, hvem der blev ramt af kighoste, så blev der påvist tilfælde i alle aldersgrupper. Dog var der en højere forekomst hos små, uvaccinerede spædbørn samt blandt større skolebørn. Det samme sås blandt de 35-55-årige - sandsynligvis på grund af øget smitte, samt et øget fokus på sygdommen hos forældre til børn med kighoste.

I alt blev der anmeldt 299 tilfælde af kighoste i 2019 blandt børn under to år. Blandt dem var 116 børn (39%) ikke vaccineret, mens 57 børn (19%) havde fået alle tre primære kighostevaccinationer.

24.279 gravide vaccineret

'På grund af kighosteepidemien indførte regeringen i november 2019 et tilbud til alle gravide i 2. og 3. trimester om at få en gratis kighostevaccination. Dette tilbud er siden blevet forlænget flere gange. Fra den 1. november 2019 og indtil den 22. juni 2020 har i alt 24.279 gravide taget imod tilbuddet.

Læs mere

Læs mere om kighostetallene i 2019/20 i EPI-Nyt

Peter H. S. Andersen

Kontakt

Peter H. S. Andersen, Afdelingslæge, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Børnevaccinationsprogrammet
T. 32683265 @. pea@ssi.dk Se profil