Mange legionellatilfælde igen i 2019
For tredje år i træk er der blevet anmeldt et højt antal tilfælde af legionella-pneumoni til Statens Serum Institut.
Statens Serum Institut (SSI) har netop udsendt årsopgørelse for antallet af tilfælde med legionella-pneumoni/legionærsygdom i 2019.
De nye tal viser, at niveauet stort set var uændret i forhold til 2018. Efter en generel stigning i antallet af tilfælde fra 2012 til 2016 steg tallet kraftigt i 2017 til 278 tilfælde EPI-NYT 45/18. I 2018 år nåede tallet op på i alt 266 tilfælde EPI-NYT 19/19, og i 2019 blev der anmeldt 269 tilfælde EPI-NYT 20/20. Dermed blev der også i 2019 påvist mange tilfælde.
De fleste blev smittet i Danmark
SSI’s tal viser også, at hele 217 (80%) af de 269 tilfælde sandsynligvis blev smittet i Danmark. Langt de fleste blev antageligt smittet i deres eget hjem. 12 af patienterne blev smittet på hospitaler, 10 på plejehjem, mens 4 menes at være smittet, på rejse i Danmark.
I alt 55 patienter blev smittet under rejser i udlandet. Her var det hyppigste rejseland også i 2019 Italien med 11 tilfælde. Italien har gennem de seneste mange år været det land, hvor flest danskere og europæere er blevet smittet i forbindelse med rejse.
Størst incidens på Fyn
Ser man på Danmark, har Fyn gennem mange år haft landets højest påviste incidens, når det gælder legionærsygdom.
Sådan var det også sidste år. I 2019 var incidensen således på 9,6 tilfælde pr. 100.000 indbygger på Fyn, hvilket er den hidtil højeste incidens, som man har påvist i en landsdel.
De foreløbige resultater af en undersøgelse om en mulig sammenhæng mellem testaktivitet og påviste tilfælde, tyder dog på, at en høj testaktivitet på Fyn kan være en del af forklaringen.