Udbrud med maveonde fra franske østers
De franske fødevaremyndigheder har siden årsskiftet fundet norovirus i østers flere steder langs Frankrigs kystlinje. Flere end tusind franskmænd og mindst 180 danskere er blevet syge.
Omkring nytår blev et større antal personer i Europa ramt af diarré og opkast efter at have spist franske østers, herunder godt 1.100 i Frankrig. Årsagen er formentlig overløb af spildevand til østersbankerne efter kraftig regn langs den franske Atlanterhavskyst, vurderer de franske myndigheder.
I Danmark er der rapporteret om flere udbrud, og mindst 180 personer har været syge med opkast og diarré efter at have spist østers fra Frankrig i slutningen af december – særligt i forbindelse med nytårsaften. Årsagen er formentlig infektion med norovirus, som er den mest almindelige årsag til akut maveonde herhjemme. Norovirus har tidligere har været forbundet med smitte fra østers. Infektion med norovirus viser sig typisk som pludselig opstået kvalme, opkastning og diarré. Sygdommen varer typisk 1 til 3 dage. Som oftest kræves ingen behandling, da sygdommen går over af sig selv.
”Norovirus er meget smitsomt. Så hvis man er blevet syg med opkast eller diarré efter at have spist østers er det vigtigt, at man vasker sine hænder grundigt, undgår at lave mad til andre og bliver hjemme mens sygdommen står på.”
I Danmark er de franske østers solgt hos bl.a. fiskehandlere, i supermarkeder og på restauranter. Fødevarestyrelsen har orienteret de danske importører af østers om, at de skal undgå østers fra de områder, som de franske myndigheder lukker. Fødevarestyrelsen forventer derfor, at de østers, der er på markedet nu, er fra åbne områder, hvor der ikke har været fundet norovirus eller anden mikrobiologisk forurening.
Kontakt
Luise Müller,
Epidemiolog,
Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Sygdomsudbrud
T. 32688590
@. lum@ssi.dk
Se profil