Ny grundvaccine i børnevaccinationsprogrammet
DiTeKiPol/Hib udskiftes med Pentavac fra marts måned.
Sprøjten ligner sig selv, men indholdet skifter mærke. I løbet af marts måned vil en af grundvaccinerne i det danske børnevaccinationsprogram blive skiftet til en anden producent.
Det er vaccinen mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og hib-infektion, der nu skifter producent. Fremover skal der nu i stedet anvendes vaccinen Pentavac fra medicinalfirmaet Sanfi Pasteur.
Pentavac-vaccinen erstatter den hidtidige DiTeKiPol/Hib vaccine fra AJ Vaccines, der indtil frasalget af vaccine-produktionen blev produceret af Statens Serum Institut.
”Vaccinen er en videreudvikling af den oprindelige vaccine mod difteri og stivkrampe, der er blevet leveret herfra siden 1950. Så på en måde kan man sige, at der nu er en æra, der slutter, fortæller afdelingslæge Peter H. S. Andersen fra SSI.
Baggrunden for vaccineskiftet er, at Sanofi Pasteur har vundet det seneste udbud om, hvem der skal levere vaccinen. Pentavac er indtil videre givet i over 160 millioner doser på verdensplan og anvendes blandt andet i Sverige. Den nye udbudsperiode løber i foreløbig fire år.
Børn, der allerede er begyndt vaccination med DiTeKiPol/Hib fra AJ Vaccines A/S bør så vidt muligt gøre vaccinationsserien færdig med denne vaccine. De vaccinerende læger bør derfor have vaccineskiftet in mente ved vaccinebestilling frem til marts måned.
Vaccinen mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og hib-infektion gives normalt i tre omgange, når børnene er henholdsvis 3, 5 og 12 måneder gamle. Og ved 5-årsalderen gives så en fjerde og sidste såkaldt boostervaccine mod de fire af sygdommene: Difteri, stivkrampe, kighoste og polio.
Ifølge planen vil der efter sommerferien også ske et skifte i denne boostervaccine fra DiTeKiPolBooster fra AJ Vaccines til Tetravac, der ligeledes produceres af Sanofi Pasteur.
Kontakt
Peter H. S. Andersen,
Afdelingslæge,
Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Børnevaccinationsprogrammet
T. 32683265
@. pea@ssi.dk
Se profil