Udbrud med botulisme i Danmark
Et udbrud med botulisme, også kendt som pølseforgiftning, har fundet sted blandt deltagerne i en privat fest i Sønderborg. Syv personer er blevet syge, og flere er stadig indlagt til behandling.
En privat fest i Sønderborg har fået et alvorligt efterspil. En række af deltagerne efter festen har udviklet symptomer på botulisme – også kendt som pølseforgiftning. I alt er syv blevet syge, og flere af disse er stadig indlagt til behandling.
Botulisme skyldes en nervegift, der laves af en bakterie, som under særlige omstændigheder kan vokse i konserverede madvarer. Det er en meget sjælden sygdom, og det er højst usædvanligt, at man ser et udbrud med så mange syge. I de seneste 20 år er der kun set højst to tilfælde hvert år.
Fødevarestyrelsen er i øjeblikket i færd med at analysere den mad, der er blevet spist af de syge, for at finde ud af, hvor smitten kommer fra. Der kendes ikke til andre syge med botulisme udenfor det selskab af familie og venner, som er blevet ramt.
Samtidig har Statens Serum Institut modtaget prøver fra patienterne, der nu vil blive analyseret nærmere, blandt andet for at bekræfte diagnosen og bestemme, hvilken type af botulinum-toksin, der er tale om.
Siden 2002 har der indtil de aktuelle tilfælde, kun været tre tilfælde af fødevarebåren botulisme i Danmark. I 2002 blev en 38-årig mand fra Midtjylland ramt. Her var smittekilden hvidløg i chiliolie af mærket Bon Appetit. I 2008 var der endnu et tilfælde i Midtjylland, og i 2011 blev en 16-årig dreng fra København syg. Her viste smittekilden sig at være et tofu-produkt.
Kontakt
Tyra Grove Krause,
Faglig direktør,
Epidemiologisk Infektionsberedskab
T. 32688613
@. tgv@ssi.dk
Se profil