Gul feber i Brasilien – vaccinationsanbefalingerne er blevet opdateret
I de seneste uger er der sket en tredobling af humane tilfælde af gul feber i Brasilien, specielt i staterne São Paulo og Minas Gerais.
I perioden fra 1. juli 2017 til 14. januar 2018 blev der påvist 35 bekræftede tilfælde af gul feber, inkl. 20 dødsfald. De bekræftede tilfælde er rapporteret fra staterne São Paulo (20 tilfælde og 11 dødsfald), Rio de Janeiro (tre tilfælde og ét dødsfald), Minas Gerais (11 tilfælde og syv dødsfald) og Federal District (ét dødsfald). Herudover er der 145 mistænkte tilfælde.
Der har siden efteråret 2017 været et stigende antal tilfælde blandt aber (non-humane primater), herunder i parker i selve São Paulo by, hvorfor Statens Serum Institut den 21. november 2017 ændrede anbefalingen om gul feber-vaccination til også at omfatte hele staten São Paulo inkl. São Paulo by. Siden har der været rapporter om døde aber i en park i den nordlige del af Rio de Janeiro by, og nogle af de seneste tilfælde i staten Rio de Janeiro er påvist i Teresópolis, som ligger ca. 100 km fra Rio de Janeiro by.
De brasilianske myndigheder har planlagt større vaccinationskampagner i staterne São Paolo og Rio de Janeiro i perioden fra den 25. januar til den 17. februar og i staten Bahia i perioden fra den 19. februar til den 3. marts. Målet er at vaccinere ca. 22 millioner mennesker i 77 distrikter i de 3 stater.
Det årlige karneval i Rio de Janeiro finder sted fra den 9. til 14. februar 2018. WHO anbefaler ikke aktuelt gul feber-vaccination af rejsende til selve Rio de Janeiro by, men forholdene kan ændre sig hurtigt, og læger og rejsende opfordres til at holde sig orienteret via rejsehjemmesiden.
Siden januar 2017 er der påvist tre tilfælde af gul feber blandt rejsende til Sydamerika. De to første havde været i Bolivia og Surinam, og senest er en hollandsk rejsende blevet diagnosticeret med gul feber efter en rejse til Brasilien. Den rejsende havde opholdt sig i Mairipora og Atibaia i staten São Paulo fra den 19. december 2017 til den 8. januar 2018, og fik 7. januar 2018 symptomer i form af høj feber, hovedpine, muskelsmerter opkast og diarre. Diagnosen gul feber blev stillet efter hjemkomsten til Holland.
Ingen af de tre rejsende var tidligere vaccineret mod gul feber.
Brasilien kræver ikke aktuelt vaccination mod gul feber for rejsende fra andre lande, og de aktuelle anbefalinger for gul feber-vaccination for rejsende til Brasilien kan ses på landesiden for Brasilien.