Nyt udbrud af ebola i Den Demokratiske Republik Congo (DRC)
WHO har rapporteret om et nyt udbrud af ebola i North Kivu-provinsen i den nordøstlige del af landet, tæt på grænsen til Uganda.
Siden den 11. maj 2018 er der påvist 26 mistænkte eller bekræftede tilfælde, heraf er 20 døde. Alle tilfælde har været fra Mabalako-distriktet ca. 30 km sydvest for byen Beni.
Udbruddet er bekræftet kun en uge efter, at et udbrud i den vestlige del af landet blev erklæret officielt for overstået. Der er næsten 2000 km mellem de to udbrudsområder, og der er ikke oplysninger om, at de skulle være forbundne.
Det aktuelle udbrud foregår i et område med civil uro og internt fordrevne befolkninger samt flygtninge fra nabolandene Uganda, Burundi og Tanzania, og WHO advarer om, at der er risiko for spredning af udbruddet både regionalt og nationalt.
WHO anbefaler ikke aktuelt begrænsninger i rejse til eller handel med DRC.