Tilliden er tilbage. Børnevaccination er igen et populært tilbud
Tilslutningen til alle vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet steg i 2017. Flere endda ganske markant.
Vaccinationer er en af de bedste måder at forebygge smitsomme sygdomme på. For at sikre en god beskyttelse af hele befolkningen er det derfor nødvendigt, at så mange som muligt bliver vaccineret via børnevaccinationsprogrammet.
Med en tilstrækkelig høj tilslutning sikrer vi ikke kun det enkelte barn. Vi beskytter også de børn, hvis immunsystem er så svækket, at de ikke kan tåle at blive vaccineret. Ligesom vi beskytter de børn, der endnu er for små til at blive vaccineret.
Derfor er det også meget tilfredsstillende, at tilslutningen til alle vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet steg i 2017. Flere endda ganske markant.
”Vi er utrolig glade for, at tilslutningen bliver ved med at vokse. Tallet steg fra 2015 til 2016, og det fortsatte i 2017. Særlig flot er det, at tilslutningen til HPV-vaccinationen er steget med i alt 12 procentpoint på kun ét år”
Informationsindsatsen har hjulpet
Det skyldes ikke mindst den store informationsindsats Stop HPV – Stop Livmoderhalskræft, som Sundhedsstyrelsen kom med i foråret 2017 sammen med Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen. Målet er at hæve tilslutningen til HPV-vaccination til det samme høje niveau, som da tilslutningen var på sit højeste for 5-7 år siden (årgang 1998-2000).
Tilslutningen er allerede steget markant, og en midtvejsevaluering af indsatsen viser, at forældrene igen har fået tillid til vaccinen. Stigningen skyldes også de breve, som forældrene får, hvis deres børn endnu ikke har fået en eller flere af børnevaccinerne.
”Vi kan se, at det virker at sende disse breve ud. For nogle vacciner er tilslutningen steget med godt 5 procentpoint i forhold til den kontrolgruppe, som ikke modtog et brev”
Sundhedsplejersken er vigtig
Samtidig er det meget positivt, at en række kommuner og regioner har sat deres egne gode tiltag i værk for at hæve tilslutningen til børnevaccinerne. Det har man undersøgt nærmere i årsrapporten for 2017. Her fortæller kommuner, der alle har en tilslutning, som ligger markant over landsgennemsnittet for en eller flere af vaccinerne, om deres indsats.
Kommunerne siger næsten med én mund, at sundhedsplejerskerne er meget vigtige for samarbejdet med nybagte forældre. Det gælder også i forhold til børnevaccinationsprogrammet. Forældrene har stor tillid til sundhedsplejersken. Hvis hun eller han råder dem til, at man lader sit barn vaccinere, er der derfor stor sandsynlighed for, at de får bestilt tid hos lægen og lader deres barn vaccinere.
Årsrapporten er nu sendt ud
Alt dette kan man læse mere om i årsrapporten for børnevaccinationsprogrammet i 2017. Den er lavet i fællesskab af Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen og er netop blevet sendt ud.
Den indeholder blandt andet informationer om vaccinationsprogrammet og tilslutningen til og effekter af vaccinerne. Dertil kommer tal og fakta om indberettede bivirkninger og lokale tiltag, der skal få endnu flere til at bruge vaccinerne i programmet.
Årsrapporten kan læses af alle, der gerne vil vide mere om det danske børnevaccinationsprogram. Det gælder såvel forældre som medier, beslutningstagere og andre myndigheder.
Læs mere i Børnevaccinationsprogrammet – Årsrapport 2017