Gul feber-udbrud i Brasilien er overstået
Da der ikke har været rapporteret om gul feber-tilfælde siden juni 2017, har sundhedsministeriet i Brasilien pr. 7. september 2017 erklæret udbruddet for ovre.
I udbruddet blev der fra december 2016 til 1. august 2017 rapporteret om 777 laboratoriebekræftede tilfælde. Flest tilfælde var fra den sydøstlige region med 764 tilfælde efterfulgt af 10 tilfælde fra den nordlige region og tre tilfælde fra den central-vestlige region i Brasilien.
Anbefalingen om gul feber-vaccination for rejsende til Brasilien ændres derfor til:
Brasilien kræver ikke aktuelt vaccination mod gul feber for rejsende fra andre lande.
Gul feber-vaccination anbefales alle rejsende over 9-måneders-alder til områder i Brasilien med risiko for transmission af gul feber, dvs. overalt i staterne Acre, Amapá, Amazonas, Distrito Federal inkl. selve Brasilia, Goiás, Maranhão, Mato Grosso, Mato Grosso do Sul, Minas Gerais, Pará, Rondônia, Roraima og Tocantins.
Vaccination anbefales endvidere til områder i andre stater, hvor der er risiko for transmission, herunder den vestlige del af staten Bahia, den centrale og vestlige del af Paraná, den sydlige del af Piauí, hele Rio Grande do Sul på nær den sydøstligste del, den central- og vestlige del af Santa Catarina og den vestlige og centrale del af staten São Paulo.
Specifikt anbefales gul feber-vaccination til besøgende til Iguaçu-vandfaldene, uanset om man ankommer til området fra Argentina, Paraguay eller Brasilien.
Kystbyerne, herunder Rio de Janeiro, São Paulo, Salvador, Recife og Fortaleza er ikke risikoområder for gul feber.