Lungepest i Madagaskar
Sundhedsmyndighederne i Madagaskar rapporterede pr. 1. oktober 2017 om 73 mistænkte tilfælde af lungepest, heraf 17 dødsfald. I alt 19 tilfælde er laboratoriebekræftet.
Madagaskar er et af de lande, der har den højeste forekomst af pest i verden, og mere end 90 % af alle tilfælde og dødsfald forekommer i Madagaskar. Det er første gang, at flere byer i ikke-endemiske områder er ramt af lungepest.
Pest er endemisk i Madagaskars centrale højland, og ses hyppigst i form af byldepest (hævelse og ømhed af inficerede lymfeknuder, hyppigst i lysken). Gnavere, specielt rotter og murmeldyr samt præriehunde, er værter for bakterien Yersinia pestis, som kan overføres til mennesker via loppebid.
Det igangværende udbrud er derimod lungepest, som forårsager en hurtigt indsættende og alvorlig form for lungebetændelse. Lungepest kan potentielt udløse alvorlige epidemier, hvis der ikke iværksættes de nødvendige kontrolforanstaltninger.
Det første bekræftede tilfælde i udbruddet, en 31-årig mand, fik den 23. august 2017 malaria-lignende symptomer under besøg i Amative i Ankazobe-distriktet i det centrale højland. Under en taxa-tur via Antananarivo til Tamatave i Toamasina-regionen udviklede han vejrtrækningsbesvær, som forværredes, og han døde. Efterfølgende er 73 personer, som enten havde haft direkte kontakt med eller på anden måde var linket til den 31-årige, blevet smittet, heraf er fire døde.
Sundhedsmyndighederne i Madagaskar informerede den 29. september 2017 om, at en basketballspiller fra Seychellerne, der deltog i Indian Ocean Club Championship den 27. september 2017, var død af lungepest. Kontaktopsporing af personer, han kunne have været i kontakt med, pågår.
Udover de 73 tilfælde med lungepest er der rapporteret om 58 tilfælde af byldepest, heraf syv dødsfald. Herudover er der også rapporteret om et tilfælde af blodforgiftning. Disse tilfælde har ingen direkte forbindelse til udbruddet af lungepest.
Sundhedsmyndighederne i Antananarivo og Toamasina foretager kontaktopsporing, aktiv case-finding, og alle kontakter tilbydes gratis forebyggende behandling med antibiotika. Herudover foretages vektor-kontrol, undervisning og information af lokalbefolkningen samt sundhedspersonale og øget epidemiologisk overvågning i de berørte områder.
WHO er bekymret for, at udbruddet vil sprede sig yderligere i Madagaskar. Sygdommen er allerede set i flere byer, og pest ses hyppigst i perioden fra september til april.
Anbefalinger til rejsende
Med de nuværende oplysninger vurderer WHO det ikke sandsynligt, at der vil ske international spredning, og der er aktuelt ingen rejserestriktioner til Madagaskar.
Forebyggelse af loppebid kan ske ved at anvende forskellige spraymidler mod lopper, som sprøjtes på områder i hjemmet/boligen, hvor lopper kan findes. Midlerne er ikke beregnet til at spraye direkte på hud eller tøj. Forebyggelse af loppebid har kun effekt i forhold til risikoen for at få byldepest, det har ingen betydning for risikoen for at få lungepest.
Hvis en rejsende får feber, kulderystelser, ømme og betændte lymfeknuder eller åndenød med hoste skal den rejsende straks kontakte en lokal læge. Efter hjemkomst fra Madagaskar bør rejsende fortsat være opmærksomme på ovenstående symptomer og i givet fald søge læge og informere om, at de har været i Madagaskar.