Ny HPV-vaccine i børnevaccinationsprogrammet fra 1. november 2017
Som tidligere omtalt, skal alle piger, som starter HPV-vaccination i børnevaccinationsprogrammet fra den 1. november 2017 eller senere, vaccineres med HPV-vaccinen Gardasil®9.
Gardasil®9 forebygger livmoderhalskræft og forstadier til livmoderhalskræft samt HPV-relateret analkræft, kræft omkring skedeåbningen og i skeden samt forstadier til disse. Den beskytter mod ca. 90 % af de HPV-typer, som er årsag til livmoderhalskræft. Derudover beskytter den mod 90 % af de HPV-typer, som er årsag til kondylomer (kønsvorter).
Ugens EPI-NYT giver faglig vejledning til lægerne i, hvordan de anvender vaccinen, herunder om færdigvaccination af piger, som har modtaget én eller flere af de tidligere anvendte HPV-vacciner.
Gardasil®9 blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder i december 2014, og vaccinen blev godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder i juni 2015. Der er siden begyndelsen af 2017 blevet distribueret mere end 24 millioner doser Gardasil®9 på verdensplan.
Udbuddet i Danmark gælder for en periode på 4 år.
Læs mere i EPI-NYT 42-43/17