Tyfus

Symptomerne kan variere fra milde til alvorlige og livstruende symptomer. I første fase af sygdommen, som varer ca. en uge, ses almene sygdomstegn som feber, hovedpine, madlede, hoste, forstoppelse og hos børn hyppigt diarré. Hos voksne er en typisk observation, at pulsen ikke er særlig hurtig i forhold til feberen. De fleste andre febersygdomme er ledsaget af en hurtig, bankende puls. En fjerdedel af de smittede personer får udslæt på kroppen (roseola).

I anden fase (2. og 3. sygdomsuge) ses høj feber, sløvhed, evt. mental forvirring eller andre neurologiske symptomer. Der kan være diarré, som kan ligne ærtesuppe eller være blandet med blod. I løbet af de følgende uger bedres patienten gradvis.

Sygdommen har ubehandlet en dødelighed på ca. 10-20 %. Døden skyldes komplikationer som alvorlige tarmblødninger, tarmperforationer eller spredning af tyfusbakterier til andre organer. I Danmark er dødeligheden under 1 %. 

Tyfus skyldes infektion med Salmonella Typhi. Bakterien er relativt hårdfør og kan bl.a. overleve udtørring og kulde. Paratyfus er en tyfuslignende sygdom, der skyldes Salmonella Paratyphi, som ofte har et mildere forløb.

Tyfus hedder på engelsk typhoid fever og må ikke forveksles med det engelske "typhus", som er en anden sygdom, der på dansk hedder plettyfus og skyldes rickettsier.

Tyfus forekommer over hele verden. Forekomsten er relateret til de hygiejniske forhold og er høj i Asien (og særligt det Indiske subkontinent), Syd- og Mellemamerika og Afrika. I vestlige lande optræder kun sporadiske tilfælde. Epidemier kan opstå ved krig og naturkatastrofer. WHO skønner det årlige antal af tilfælde til ca. 22 millioner. I Danmark anmeldes 15-20 tilfælde årligt, næsten alle er smittet i udlandet.

I modsætning til andre salmonellabakterier forekommer Salmonella Typhi og Salmonella Paratyphi ikke hos dyr. Smitte kommer derfor altid fra et andet menneske. Smitten overføres hyppigst ved indtagelse af fødevarer eller vand, der er forurenet med afføring fra mennesker smittet med tyfus.

Inkubationstiden er normalt 8 til 14 dage, men kan dog være helt op til 60 dage. Personer med tyfus udskiller bakterier i afføringen fra de første symptomer opstår, til de er blevet raske. Dog udskiller 10 % af patienterne bakterier i op til 3 måneder, efter de er blevet raske, og 2-5 % bliver kroniske bærere.

Patienter, der arbejder i fødevareindustrien og andre "følsomme erhverv", børn i institution og andre særlige grupper kan embedslægen stille særlige krav til (fx. gentagne negative afføringsundersøgelser), før arbejde eller institutionsophold genoptages.

Der findes en vaccine mod tyfus. Vaccination kan overvejes ved længerevarende ophold i områder med høj forekomst af Salmonella Typhi.

Indvandrere, der skal på besøg hos slægt og venner i områder med høj forekomst, foreslås vaccination uanset varighed. Vaccination skal gentages ca. hvert andet år ved vedvarende rejser til endemiske områder, dvs. områder med en stabil, vedvarende forekomst af tyfus. Ved tilfælde af tyfus vil patientens familie og andre nære kontakter blive undersøgt for tilstedeværelse af tyfusbakterier i afføringen.

I endemiske områder forebygges tyfus ved at søge at forbedre vand- og fødevarehygiejne, sikre sanitære anlæg og gennem behandling af bærere. Patienter med galdesten bliver lettere bærere end andre personer.

Behandlingen indledes så hurtigt som muligt under indlæggelse og omfatter antibiotika (fluorokinoloner) og eventuelt væsketerapi. Patienten skal være isoleret fra andre patienter på sygehuset under indlæggelsen af hensyn til smittefaren.

Diagnostik

Ved klassisk tyfus er symptomerne meget karakteristiske, og man kan få mistanke om diagnosen alene fra sygdomsbilledet. Diagnosen bekræftes tidligt i sygdomsforløbet ved en bloddyrkning. Mere sjældent kan bakterien påvises i andet relevant materiale som fx urin eller spinalvæske. Senere i sygdomsforløbet kan bakterien påvises i fæces. Serologisk diagnostik kan være af værdi i nogle tilfælde. Andre tilstande med feber skal altid overvejes som alternative diagnoser. Hvis patienten nyligt har været i et område med malaria, skal der altid undersøges for denne sygdom også.

Meldepligt

Tilfælde af tyfus og paratyfus skal anmeldes skriftligt via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2).

Diagnostiske undersøgelser

Bakteriologisk undersøgelse almindelig (mikroskopi, dyrkning og resistensbestemmelse) (R-nr. 101)
Tarmpatogene bakterier (TPB) inkl. diarréfremkaldende E. coli (R-nr. 159)
Reaktiv artrit efter tarminfektion (asymmetrisk oligoartrit), kombinationsanalyse (R-nr. 318)
Salmonella (Enteritidis og Typhimurium) antistof (IgG, IgM, IgA) (R-nr. 361)