Syfilis

Seksuelt overført syfilis giver i løbet af ca. tre uger anledning til et sår (chanker), dette kaldes syfilis i første stadium. Såret føles oftest hårdt og er ikke ømt. Det er ofte placeret synligt på penis eller i skedeindgangen, men kan også sidde et sted, hvor det ikke bemærkes af patienten, fx højere oppe i skeden, endetarmen eller svælget.

Ubehandlet kan bakterien spredes med blodet og give feber, hovedpine, udslæt på hele kroppen og forskellige slimhindefænomener efter en til to måneder. Der er ofte symptomer fra øjne og/eller nerver. Dette kaldes syfilis i andet stadium og opstår hos ca. halvdelen af de ubehandlede.

Ca. en fjerdedel af ubehandlede patienter vil efter måneder til år uden symptomer (latensfasen) udvikle syfilis i tredje stadium, hvor der kan være kronisk infektion i hjerne og rygmarv, i den store legemspulsåre (aorta) tæt ved hjertet eller i led, knogler og hudens bindevæv.

En patient med syfilis i første og andet stadium samt en del af latensfasen er yderst smitsom, hvorimod tredje stadium ikke er smitsomt.

Smitte i fostertilstanden kan føre til abort, dødfødsel eller medfødt syfilis. Medfødt syfilis kan vise sig som svær akut sygdom efter fødslen eller kan resultere i en række forskellige kroniske tilstande, fx misdannelser og mental retardering. I milde tilfælde diagnosticeres tilfældet først senere i livet og nogle gange slet ikke.

Hvis moderen behandles tidligt under graviditeten, virker behandlingen også på fosteret. Man vil dog i reglen kontrollere barnet med blodprøver for syfilis nogle gange i løbet af det første år efter fødslen.

Blodtransfusionsoverført syfilis sås tidligere, men på grund af moderne forarbejdning af blodprodukter er transfusionsoverført syfilis ikke set i Danmark i 40 år. Donorblod er da heller ikke undersøgt for syfilis siden 1983.

Syfilis forårsages af den proptrækkerformede bakterie Treponema pallidum.

Syfilis smitter via ubeskyttet seksuelt samvær og kan også overføres fra moder til foster under graviditeten. Desuden kan moderen smitte barnet under selve fødslen.

Der blev konstateret 526 tilfælde af syfilis i 2018, hvoraf 84% var hos mænd. Heraf var 72% mænd, der har sex med mænd, og blandt disse var 23% hiv-positive.

Der blev anmeldt 634 tilfælde af syfilis i 2021, hvoraf 92% var hos mænd. Heraf var 85% mænd, der har sex med mænd, og blandt disse var 22% hiv-positive.

Kvinders andel af alle patienter, der fik påvist nyligt erhvervet syfilis, var 8% i 2016, 11% i 2017, 16% i 2019. 

De fleste tilfælde af syfilis hos heteroseksuelt smittede er indtil videre fundet blandt personer af udenlandsk oprindelse. Sygdommen kan imidlertid være ved at brede sig ind i den heteroseksuelle del af den danske befolkning. Derfor er alle gravide siden 2010 undersøgt for syfilis, en praksis der ellers var ophørt.

Der findes ingen vaccine mod syfilis, og man bliver ikke immun efter at have overstået en infektion med syfilisbakterien.

Seksuelt overført syfilis kan forebygges ved at bruge kondom.

Syfilissåret kan imidlertid sidde på slimhinder i mundhulen, skede eller endetarm, dvs. steder, hvor man ikke er opmærksom på det, især fordi såret almindeligvis ikke giver smerter. Ved sekundær syfilis kan bakterierne findes i huden og i forskellige slimhindeområder, og herfra kan bakterien smitte andre ved intim kontakt.

For at forebygge mor-barn-smitte med syfilis tilbydes alle gravide en screeningsundersøgelse i 12. graviditetsuge for antistoffer mod syfilis; samme blodprøve undersøges også for antistoffer mod hepatitis B-virus (leverbetændelse af type B) og hiv. Tilbuddet om screening har eksisteret siden 1. januar 2010.

Der anvendes meget følsomme syfilistests i gravidscreeningen. Positive screeningsresultater kan være tegn på antistoffer, der enten skyldes en helt aktuel og derfor behandlingskrævende syfilis, eller en tidligere syfilis, der nu er helt overstået og derfor ikke smitsom. For at afklare dette skal screeningspositive prøver efterfølgende undersøges med specialiserede analyser, der oftest varetages af Statens Serum Institut. Herved kan diagnosen be- eller afkræftes.

Syfilis behandles effektivt med antibiotika, især penicillin (indsprøjtning), men også doxycyklin (tabletter). Der er aldrig set resistens mod penicillin blandt syfilisbakterier.

Behandlingen er meget effektiv, også når den foregår i graviditeten. Efter endt behandling i graviditeten kontrolleres antistofniveauet hos barnet med blodprøver i nogle måneder. Derved opnås meget stor sikkerhed for, at barnet ikke har fået infektionen.

Diagnostik

Ved mistanke om smitte med syfilis bør man undersøges hos egen læge eller helst på en klinik for kønssygdomme. Alle mænd, der har sex med mænd (MSM), anbefales årlig testning for hiv og øvrige seksuelt overførbare infektioner, og MSM med et aktivt seksualliv uden konsekvent brug af kondom anbefales at blive testet to til fire gange årligt.

Mange patienter, som får påvist syfilis, har ingen symptomer. Hvis der er et sår, vil bakterien ofte kunne påvises fra sårsekretet med en DNA-påvisningsmetode og i nogle tilfælde med en særlig mikroskopiteknik (mørkefeltsmikroskopi).

I de fleste tilfælde vil sygdommen kunne diagnosticeres ved påvisning af antistoffer i blodprøver. Antistofmåling er også velegnet til at vurdere behandlingseffekten.

Ved mistanke om syfilis i centralnervesystemet som led i sekundær eller tertiær syfilis undersøges spinalvæsken for antistoffer. Resultaterne sammenholdes med værdierne i en samtidigt udtaget serumprøve for at vurdere om der foregår intratekal syntese (ofte kaldet ”indeks”). Det er vigtigt, at tilstedeværelse af inflammatorisk reaktion verificeres ved celletælling af spinalvæsken på en klinisk biokemisk afdeling.

Meldepligt

Lovpligtigt klinisk meldesystem: Den behandlende læge rapporterer en række oplysninger om den smittede via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2).

Diagnostiske undersøgelser

Treponema pallidum (DNA) (R-nr. 677)
Standard Test Syfilis (fuld us.) (inklusiv intrathekalsyntese) (R-nr. 322)
Standard Test Syfilis (screen) (R-nr. 320)