Advarsel til borgerne! Falske sms-beskeder fra TestCenter Danmark
De seneste dage har flere borgere oplevet at få falske SMS-beskeder fra TestCenter Danmark. Her forsøger ukendte afsendere at franarre dem personlige oplysninger.
I løbet af weekenden har flere borgere henvendt sig til TestCenter Danmark (TCDK), fordi de har fået falske SMS-beskeder fra TCDK.
”Der er tale om såkaldte smishing-beskeder, hvor nogen udgiver sig for at være TestCenter Danmark. Formålet er at franarre folk personlige oplysninger”, siger direktør for TCDK Anne-Marie Vangsted. Hun tilføjer:
”Derfor vil vi gerne opfordre borgerne til at være ekstra opmærksomme. De skal ikke reagere på sms-beskeder, hvor de bliver bedt om at uploade et billede af nøglekortet til deres NemID eller bestille en COVID-19-test.”
Smishing er en aflægger af ordet phishing, når nogen sender en SMS til andre for at narre personlige oplysninger fra dem.
Invitationer til tests sker altid via e-Boks eller brev
Hvis man bliver inviteret til at få taget en COVID-19-antistofprøve eller COVID-19-virusprøve, så sker det altid via ens e-Boks eller et fysisk brev.
På samme måde kan svaret på prøverne kun aflæses på ens personlige profil på www.sundhed.dk eller ved, at man kontakter sin egen læge. Er prøven positiv – altså, har man COVID-19-virus i kroppen – vil man desuden blive ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Kontakt
Anne-Marie Vangsted
,
Biobank, Medfødte Sygdomme & Vaccineberedskab
T. 32685305
@. amva@ssi.dk
Se profil